Måned 9

Af Lotte Ladegaard

Måske er det meget naturligt, at man rammer en mur efter et halvt år med alle antenner ude i sine nye omgivelser. I hvert fald har jeg haft et par måneder, hvor jeg havde lukket mig lidt om mig selv, plus at jeg har haft travlt med en større konsulentopgave for nye samarbejdspartnere.

Pludselig stod det lysende klart: Jeg er vild med at deltage i aktiviteterne i QLF, kvindenetværket Quality Lolland-Falster, som jeg har været del af allerede inden, jeg flyttede til Falster. Jeg er også glad for at udforske Nakskov og møde nye mennesker der, når jeg er på arbejde som stresscoach.

Men jeg manglede stadig et rigtigt tilhørsforhold til Stubbekøbing, hvor jeg bor.

Frivillige foreninger bag de fleste aktiviteter

Ud over at tale med naboer og folk, jeg møder tilfældigt, og holde øje med aktiviteter på byens Facebook-sider, har jeg ikke for alvor været del af noget her i byen.

Jo, jeg har da været med, når en flok bekendte mødes fast om fredagen på Stubbekøbings egen Caféen på torvet, men kun en enkelt gang, fordi cafémøderne ofte falder sammen med min arbejdstid.

Jeg har holdt øje med de foreninger, der er til at få øje på. Noget samlet overblik over byens 40-50 frivillige foreninger findes der vist ikke, selvom stort set alt liv i byen ud over butikkerne er drevet af frivillighed.

Museet, veteranfærgen Ida, musikfestivalen Kun for Forrykte, det vilde Halloween-arrangement i Anlægget, idræt, havhaver og meget andet findes kun, fordi byens beboere selv holder gang i aktiviteterne.

Der er også foreninger for enhver slags interesser, men da jeg hverken strikker, samler på frimærker, spiller badminton eller morgen- og vinterbader, har de foreninger ikke talt til mig.

Tilhørsforhold og meningsfuldhed

Jeg har haft en idé om, at jeg nok et eller andet sted i byen ville finde det rigtigt tilhørsforhold, meningsfuldhed og mennesker, som jeg allerede i udgangspunktet har noget tilfælles med.

Derfor sprang jeg også til, da folkene bag Det Grønne Fællesskab – Stubbekøbing indkaldte til stiftende generalforsamling for at omdanne deres spirende aktiviteter i netværket til en rigtig forening med eget cvr-nummer.

Jeg har via mit arbejde for en række store og små organisationer viden om FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som også er grundlaget for Det Grønne Fællesskab. Bæredygtighed, menneskerettigheder og rummelige, positive fællesskaber har jeg arbejdet for og med i hele mit voksenliv.

Da mit fokus stadig er på personlig økonomisk genopretning efter covid-årene, som nærmest tog livet af mit lille konsulentfirma, havde jeg dog lovet mig selv ikke at bruge tid på at være med i en bestyrelse.

Ikke ret langt inde i den stiftende generalforsamling hørte jeg mig selv sige: ”Jeg vil også gerne være med i bestyrelsen. Jeg har ikke rigtig tid, men… jeg kan noget med kommunikation, sååååh…. Og så vil jeg gerne lære nogen at kende her i Stubbekøbing.”

Endelig kan jeg også bidrage lidt

Den beslutning har medført en perlerække af ugentlige bestyrelsesmøder. Især i starten var jeg lidt usikker på, hvad jeg egentlig kunne bidrage med, fordi jeg ikke kendte nogen af dem, de andre bestyrelsesmedlemmer talte om. Jeg sad også og følte mig lidt til overs, når der blev talt om aktiviteter, jeg endnu ikke havde overblik over.

Men nu, et par måneder senere, er jeg blevet så meget klogere på vores by, dens mennesker og alle de mange ting, der foregår her. Inklusive vores egne aktiviteter i Det Grønne Fællesskab med havegruppe, sankegruppe, repairgruppe, tøjbytte, foredrag, byudvikling og fællesspisninger.

Ikke mindst føler jeg endelig, at jeg også kan bidrage lidt, og den følelse er vigtig for trivslen.

Når man pludselig er del af noget, følger mere med. For eksempel en invitation til at spise hjemme hos en fra bestyrelsen før en fælles udflugt til et lokalt værtshus på J-dag, hvor Tuborgs julebryg frigives.

Jeg har ikke fejret J-dag, siden jeg var meget yngre, og jeg var skeptisk over cigaretrøgen på værtshuset, men jeg endte med at danse rundt med flokken til 80er-musik fra jukeboksen. Det er længe siden, jeg har haft det så sjovt.

Glæden ved at blive genkendt

”Stubbekøbing-liv er forunderligt,” skrev jeg på Facebook. ”Det er en forrygende rejse, som var god fra dag ét, og som stadig udfolder sig for vildt hver eneste dag.

For et par dage siden var jeg inviteret til fællesskabsmøde i sejlklubben for at se og høre om Stubbekøbings havhaver med muslinger og tang, og vi fik det lækreste, grønne mad lavet af kokken fra Café Pitstop Idestrup.

Og i går var der igen fællesspisning på det gamle rådhus i Det Grønne Fællesskab - Stubbekøbing med efterfølgende foredrag i rådhussalen om vilde haver og kunst i naturen.

Men det, der betyder allermest for mig, er følelsen af gradvist at gå fra at stå og kigge lidt alene ud over flokken, sætte mig et tilfældigt sted og kaste mig ud i at lære fremmede at kende til nu at kunne sidde ved et bord, hvor jeg har mødt stort set alle før, kender navnene på næsten alle, og hvor snakken bare flyder frit.

Hvor folk smiler genkendende. Hvor det føles naturligt at blive siddende og drikke en skrub-hjem-øl med det seje hold bag fællesspisningerne.”

Som en ny ven forklarede til en fællesspisning: ”Det er i foreningerne, man møder nye mennesker.”

Et år siden, valget faldt på Stubbekøbing

Min niende måned på Falster kom også med minder fra den vilde og hektiske fase med salg af lejlighed i København og køb af mit smukke hjem i Stubbekøbing. Som jeg skrev på Facebook:

”Det er ret præcist et år siden, jeg sammen med ejendomsmægleren så mit hus for første gang. Jeg vidste med det samme, at her skulle jeg bo. Dengang som nu lå der sne.”

I kommentarsporet til opslaget skrev en ny ven: ”Vi er heldige, at du valgte hus her, søde Lotte❤️😊❤️”. En anden skrev, at hun er enig.

Den ene kender jeg fra QLF, den anden fra Det Grønne Fællesskab.

Jeg føler mig meget heldig over, at jeg lige præcis valgte at bo i Stubbekøbing med sine smukke, gamle huse, havnen, naturen og sin venlige befolkning.

Foto: Lotte Ladegaard