Måned 8

Af Lotte Ladegaard

Mit første efterår på Falster kom bogstaveligt talt med stormflod og blomster. Dage med voldsomt regnvejr og oversvømmede kældre hos mine stakkels genboer blev afløst af stormflod i en række områder i det sydlige og østlige Danmark, inklusive Falsters sydlige vestkyst og østkysten hele vejen til Stubbekøbing i nord.

Med et personligt naturkatastrofe-traume i bagagen er jeg ikke stormflodsstærk. Selvom det er mange år siden, at en anden sydhavsø, jeg dengang kaldte hjem, i en anden del af verden, blev ramt af en tsunami, skabte det danske uvejr uro.

Af flere omgange i dagene op til kulminationen på stormfloden måtte jeg en tur omkring havnen for at høre og se, hvordan andre oplevede den tiltagende storm.

Store ødelæggelser

Jeg havde også svært ved at rumme, da nogle Facebook-bekendte på forhånd på forskellige måder gjorde sig morsomme eller var kritiske over mediernes dækning af stormfloden.

Som jeg skrev på Facebook:

”Særligt morsomt er det nu ikke, at store dele af det sydlige Danmark nu ligger under vand, og at havne, både, huse, forretninger og restauranter er ødelagte.

Stubbekøbing by og havn slap nådigt.

Det gjorde Gl. Færgevej og Hesnæs få kilometer herfra ikke.

Jeg er klar over, at mange af jer ikke kender Hesnæs, men se nu alligevel lige lidt på Folketidendes fotos her (og her var så et link til dronefotos af Helnæs Havn som del af mediets fremragende stormflodsdækning).

Vejen er væk. Den ligger nu under en helt ny sø. Molen er væk, både er smadret, og den røde bygning, der huser bageri og restaurant, fik vand ind.

Tak til Folketidende, DR og andre medier, der holdt os alle sammen opdaterede op til, under og nu efter det, der er en katastrofe for rigtig mange mennesker i det her land.

Heldigvis døde ingen, fordi vi har lært af tidligere tiders katastrofer og pakket kysterne ind i diger. Ellers kunne det være gået lige så galt som i 1872.”

Stormfloden i 1872 ændrede geografien

Helt uvidende om 2023-stormflodens komme købte jeg for nogle måneder siden bogen ”Stormfloden 1872 – da Østersøen druknede Danmark” af Peter Aakjær og Erik Buch. Kort i bogen viser, hvordan stormfloden dengang bogstaveligt talt ændrede Falsters og Lollands geografi og tog livet af et stort antal mennesker.

Jeg har også læst Peder Frederik Jensens skønlitterære ”Rans vilje" om stormfloden dengang, så man kan sige, at jeg var godt forberedt, men ødelæggelserne har jeg alligevel overladt til andre at fotodokumentere. Jeg har kun haft lyst til at gemme mig væk i dagene efter stormen, og helt egoistisk priser jeg mig lykkelig over, at jeg ikke endte med at købe et hus helt ude i vandkanten.

En bil fuld af roser

Men der er også meget at glæde sig over i min ottende måned som falstring.

På en dejlig tørvejrs-søndag kom en ven forbi med bilen fuld af roser, han havde gravet op i sin have. Vennen bryder sig ikke meget om dem, men jeg elsker roser, og de bor nu i min have, hvor de allerede skyder små, fine blade her efter få uger i Falsters fede muld.

I kulissen bliver vildvinen på den gamle staldmur rødere for hver dag, der går, og jeg elsker de daglige ture i haven. Nu iklædt gummistøvler og fleece.

Handywoman og win-win

Lidt arbejde er der jo også, når man bor i et hus af ældre dato, og som har haft mange forskellige beboere i tidens løb. Her er en let redigeret version af, hvad jeg skrev på Facebook:

”Jeg blev lige lidt træt ved tanken om at skulle betale for fjernvarme, der forsvandt ud af de tidligere ejeres kattelem.

Døren er gammel og trænger til en udskiftning, men for nu må den nøjes med byggemarkedets billige overskudsplader, rockwool, fugning og maling. Samt nye isoleringslister.

Jeg glæder mig over, at det ikke længere trækker ind ad døren. Win-win for klimaet og min økonomi, og så var det ovenikøbet en sjov lille handywoman-opgave.”

Snakken går lystigt

Selvom jeg efterhånden føler mig meget hjemme i mit nye liv, forundres jeg stadig med jævne mellemrum over ting, der er helt anderledes her i forhold til mit tidligere liv i København.

For eksempel foregår den rutinemæssige mammografi-screening på Falster i en mobil enhed. Hidtil er jeg altid blevet rutinescannet på Bispebjerg Hospital i København, så jeg var fascineret af det anderledes set-up og skrev på Facebook:

”Det synes jeg dæleme er smart - at man kan flytte rundt på de dyre skannere ifølge behov.

Som altid er det en fest at vente på noget her. Snakken går lystigt både i venterummet og i konsultationen.

Jeg tænker på alle de tavse venterum i København og savner det ikke.

Udsigten fra Nykøbing Falster Sygehus er en bonus.”

Det kommer også stadig bag på mig, at folk ikke ringer eller skriver først, men bare kommer forbi uden varsel.

For et par uger siden var det skorstensfejeren, der lige ville tjekke, hvad der skulle gøres ved min skorsten for at få den opgraderet til nutidens krav. I dag var det vinduespudseren, der bare ville høre, om jeg ikke også skulle have pudset vinduer, når han nu alligevel var i byen.

Hver gang er der tid til en lille snak, som for mig er med til at øge følelsen af tilhørsforhold.

Lys i efteråret

Og så er der alle de små, men alligevel så store ting, der lyser op i efteråret. Som den dag, da en borger på Lolland afrundede et tre-måneders stress-coachingforløb hos mig og kvitterede med en vidunderlig buket fra egen have.

Og den dag, da mine søde genboer helt uventet kom forbi med en overvældende smuk buket blomster og beskeden: "Indflytterbuket og fordi det har været så forfærdeligt vejr."

Jeg er så rørt.

Foto: Lotte Ladegaard