Måned 6

Af Lotte Ladegaard

Det er sensommer. Et overskud af mirabeller fra naboens træ, der rækker ind over min have, får hvepsene til at svirre. Det sidste hold svaleunger er så store, at de næsten ikke kan være i reden i portrummet længere. Pindsvinene har jeg ikke set noget til de sidste uger, men jeg har også været mindre i haven på grund af et svingende vejr.

Til gengæld hygger jeg mig med at rydde op og gøre rent i mit gamle bageri i baghaven. De mest åbenmundede skeptikere mener, der lang vej til, at bageriet kan bruges til noget som helst. De mere høfligt skeptiske siger, at ”det har potentiale.” På Facebook skriver jeg:

”Folk, der har set mit gamle bageri, har virkelig mange meninger om det.

Jeg er bare helt forelsket i det og er i dag i det lykkeligste rydde op/skrue mærkelige ting ud af væggene/fjerne årtier gammelt spindelvæv/feje-amok-humør, og det er vidunderligt endelig at have en weekend med tid til den slags sysler.

Også selvom jeg nu er mere støvet end bageriet.”

Med en vis Rasmine-modsathed spørger jeg gode, gamle, trofaste venner, om de synes, at vi kan holde indflytterfest i bageriet.

”Det er et sjovt lokale og minder også noget om det, jeg har set i Kødbyen i København,” skriver en veninde. ” ”Det er et super cool lokale, og jeg er sikker på at mange restauranter i København betaler en formue for at få kedelige lokaler til at ligne dit bageri,” skriver en anden veninde.

Dermed står der gulvskrubning af et par hundrede år gamle fliser på eftermiddagens program, mens jeg fuld af kærlighed sender tanker efter mine kloge og søde venner og planlægger fest.

Hjemlige sysler og hverdagslykke

På mange måder er det hjemlige sysler, der har fyldt de seneste uger. Min ene kanin har fået opereret et øre og krævede et par dages fuld opmærksomhed, mens hun kom sig efter narkosen, og hun skal stadig have medicin. Mit hus havde brug for en grundig rengøring efter mange travle weekender med udflugter og venner. Jeg selv trænger til at fordøje og ligge på sofaen med en krimi.

Her er en lettere redigeret version af, hvad jeg skrev på Facebook om, hvad hverdagslykke er for mig:

”1) At modtage en besked fuld af glade smileyer fra en tidligere Airbnb-gæst, efter jeg havde sendt hans glemte sin t-shirt.

2) Når toilettet efter et døgn med forstoppelse endelig lader sig overtale til at skylle ud uden dyr vvs-assistance (jeg har heldigvis et gæstetoilet og ingen gæster lige nu).

3) For første gang i ugevis - månedsvis? - ikke at skulle lave andet end at arbejde hjemme, ikke skulle køre nogen steder, ikke skulle andet end at være alene hjemme med tid til dyr og hus og have i hele fire dage.

4) Ikke at skulle andet resten af dagen end at vandre gennem vores smukke by for at købe lidt ind, lave mad og smide sig på sofaen med en serie på tv og en kanin på maven.”

Tanker om et mere fast job

Hverdagens evige udfordringer med at få økonomien til at hænge sammen som selvstændig begynder også at nappe lidt i haserne, nu hvor udlejningen af værelser på Airbnb stilner lidt af i takt med sommerferiens afslutning, og hvor en projektansættelse snart er slut. 

Og så er der det halvårlige irritationsmoment: Bilag, der skal organiseres, og momsen, der skal afregnes. Tal og administration er bare ikke mig, og der kommer hele tiden nye krav til selvstændige om, hvordan vi skal leve op til lovgivningen.

Jeg begynder at overveje, om der mon er nogen derude, der kan bruge mig i et mere fast job.

Det koster også følelser at kaste sig ud i at lære nye mennesker at kende. Jeg er fuldt ud klar over, at det tager rigtig lang tid at fundere dybe venskaber, og jeg ved, at mange nye bekendte vil falde fra undervejs. Alligevel er det en mavepuster, da en ny bekendt ret brat slutter det, jeg troede var et spirende venskab.

Masser af tommeltotter og hjerter

Men ingen af udfordringerne har jo noget med Falster eller Stubbekøbing eller mit dejlige, nye hjem at gøre. Det er bare nyforelskelsen, der gradvist bliver smidt på porten af hverdagen, som den på et tidspunkt gør det alle steder i verden.

Mens nyforelskelsen forsvinder gradvist, sætter den dybere kærlighed ind.

Stubbekøbing satte for eksempel fuld gang i lykkehormonerne, da jeg i en lokal Facebook-gruppe på forhånd undskyldte for, at jeg får gæster, og at der vil være musik og en masse snak i min have i weekenden. Op mod 60 stubbekøbingensere har sendt tommeltotter og hjerter og de sødeste opfordringer til at have en god fest.

Hvor ellers finder man en sådan tilgivelse på forhånd?

Foto: Lotte Ladegaard