Måned 4

Af Lotte Ladegaard

Fjerde måned i Stubbekøbing, anden måned i mit nye hus. I starten af måneden fik jeg sat lamper op, og værktøjskassen forlod køkkenbordet og rykkede ud i skabet i bryggerset. Malerbøtterne holder sommerferie. Alle gulve er vasket grundigt, de sidste ting har fundet deres faste pladser, og nu føles det nye hus rigtigt som hjem.
Lige i rette tid til en kulturel og social sommer. For hver dag, der går, bliver jeg gladere for min beslutning om bare at være her på Sydhavsøerne, mens andre rejser på ferie.

Hvis jeg rejser, går jeg jo glip af alt muligt.

Historiske kæmpeknogler og godt selskab

For eksempel inviterede kvindenetværket QLF - Quality Lolland-Falster på besøg i Knuthenborg Safariparks nye Evolutionsmuseet med dinosaurus og andre fortidsdyr.

Jeg blev både klogere og havde det ret sjovt under direktør Christoffer Knuths veloplagte fortælling om de historiske kæmpeknoglers rejse til Danmark og om, hvordan krabaterne blev til for så mange år siden, at jeg ikke kan tælle nullerne.

Vi kørte gennem hele parken og rododendron-skove (flere gange, for vi kunne ikke finde udgangen, da vi skulle hjem efter en god middag), og jeg hilste fra min bil begejstret på elefanter, giraffer, zebraer og forskellige dyr med klove og horn (nej, ikke køer).

Alene uden at være alene

Og så var der Madens Folkemøde på Engestofte Gods på Lolland, hvor jeg både kørte med hestevogn, sejlede til og sankede i Borgøs naturskov midt i Søndersø, spiste samosa “pie” med grønt og yoghurt på pop-up-restaurant Lola på Landet og smagte på og købte lollandsk vin hos Østergaard Vinmageri.

Selvom jeg tog alene af sted, var jeg ikke alene, for folk snakkede som altid her med hinanden. Takket være medlemskabet af QLF og min opsøgende indsats for at finde arbejdsopgaver, mødte jeg flere kendte ansigter.
Teltet, der husede Lolland-Falster Lovestorm, en forening, der spreder stolthed og kærlighed til Lolland og Falster, samt Guldborgsund Kommune med aktiviteter og samtaler om at ”spire og gro” var der, hvor jeg også mødte nye og lidt ældre bekendtskaber, som jeg er sikker på, vil gro.

Musik, fred og kærlighed

Og så var der sørme Kun For Forrykte Festival lige her i Stubbekøbing. Jeg glædede mig som en vild til to dage med musik, fred og kærlig. Plus en god nats søvn i min egen seng mellem dagene.

Der var virkelig meget lækker musik, og så var der tyske Wucan. "Fløjterock," som den vilde sangerinde kaldte det. En helt fremragende koncert sidst på aftenen den første dag, hvor jeg traskede hjem med et klart mål om at stå ud for højre sæt højttalere dagen efter, så jeg kunne få ligevægt i døvheden.

Jeg er blevet kæmpe fan af Kun For Forrykte Festival. Lille med sine kun 1.500 gæster, uendelig venlig, så mange kloge, skøre og sjove samtaler, og så musikken.

Steppeulvene, hvis musik har lagt navn til festivalen. De ældes, og takten røg til sidst, men musikken holder, og det var halvanden times dansk musikhistorie.
Naja Rosa, som sang til skyerne ligesom mor Annisette fra Savage Rose. Alle de små hår på armene strittede, da hun så smukt sang farvel til sin afdøde musikerfar Thomas.
Canadiske Wendy McNeill med politiske budskaber serveret med humor og sit internationalt sammensatte og helt vidunderligt skæve og velspillende band.
Og mange andre helt forrygende bands.

Jeg har allerede købt billet til næste års festival.

Men der er jo et helt år til. Da venner og bekendte havde forladt mine værelser og haven, der for en kort stund var teltplads, og da huset og Stubbekøbing igen var stille, bortset fra blæsten, var jeg lidt tom indeni og meget træt, men det gik jo over igen.

Sankt Hans i roklubben

Sankt Hans blev også fejret i Stubbekøbing. Med heksefrit bål, band, dåsebajere og nye bekendtskaber. Turen hjem gik langs havnen med udsigt til den smukkeste midsommer-solnedgang, andre bål og lyden af fester og koncerter langs begge sider af Grønsund.

Lige dér blev jeg overvældet af taknemmelighed. Taknemmelighed over have taget den helt rigtige beslutning om at flytte hertil, og over, hvordan jeg er blevet taget imod her på Sydhavsøerne.

Et øjeblik med spindelvævsfrie vinduer

Midt i det kulturelle og sociale blev der også plads til omsorg for mit nye hus. På Facebook skrev jeg: "Mit smukke hus - nu med spejlblanke ruder, efter en både sød og effektiv vinduespudser har spulet hære af hyperaktive edderkoppers spind og ofre væk fra glas og karme. Man skal huske at nyde det, for om tre timer har edderkopperne taget hævn. Jeg tror, der findes en helt særlig art Grønsund-edderkopper. Meget aggressiv. Meget flittig. Meget dominerende.”

Genfunden arbejdsrytme i nye omgivelser

Og i mit nye, skønne hjørnekontor genfandt jeg arbejdsrytmen.
Som led i forberedelsen til en ny arbejdsopgave så jeg undervisningsmoduler om stress og om, hvordan man kan arbejde med sig selv for at få det bedre.

Det er klart, at arbejdsrelateret stress ikke går over ved hjælp af personlig udvikling. Men man kan selv medvirke til at få lidt flere lysglimt i hverdagene med stress-sygemelding, hvis man for eksempel formår at få øje på de lyse sider, på det halvfyldte glas fremfor det halvtomme glas.

Det ramte lige ned i nogle af de tanker, jeg har haft, siden jeg overtog huset: En del mennesker har efterhånden set mit nye, gamle hus med tilhørende historisk bageri, og der groft sagt to reaktioner:
Den tvivlende: "Hold da op. Sikken en opgave at gå i gang med." Og den begejstrede: "Wow, hvor er det fedt, og sikken mange muligheder."

Selv har jeg bare kastet mig ud i opgaven, fordi jeg for mit indre øje kan se, hvad det kan blive til.
En dag skurede jeg for eksempel de gamle fliser i rummet, hvor der for halvandet hundrede år har været brødudsalg.
Jeg gav også trægulvene i naborummet en tur og fjernede spindelvæv fra lofter og vægge.

For mit indre øje så jeg for mig, hvordan Polyfilla, kalk og maling og lidt mere skuring ville få de fleste til at sige "wow" til de to rum (bortset fra, at de tvivlende nok alligevel vil sige "og hvad så med det store rum, du endnu ikke har gjort noget ved. Det er en ordentlig mundfuld").

Nå, men jeg skulle egentlig også bare gøre rent hos kaninerne og i huset den dag, men så var der jo lige en stålreol placeret midlertidigt inde i rummet hos den ene kanin.
Den reol skulle ud i bageriet, og man kan jo ikke bare sætte reolen på et snavset gulv, og de andre reoler skulle jo også op... og sådan gik den dag og mange andre helt lykkeligt den måned.

Foto: Lotte Ladegaard