Måned 12

Af Lotte Ladegaard

Det er nu et år siden, at jeg flyttede fra København til Stubbekøbing. Et år siden, at jeg skrev min første tilflytterfortælling og formulerede mine faglige og personlige mål, der måned efter måned har stået i den blå boks til højre for mine fortællinger her på siden.

Egentlig er jeg ikke en målstyret person, men for et år siden havde jeg åbenbart behov for at sætte en slags retning på mit nye liv. Her i min sidste personlige tilflytterfortælling falder det naturligt at se på, hvad der lykkedes.

Konsulentfirmaet lever lokalt

Dengang som nu har jeg mit eget konsulentfirma, og Lolland og Falster har nydt godt af mine kompetencer det sidste år.

Jeg har for eksempel stået for vidensopsamling på et sundhedsprojekt for elever på CELF – Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster. Jeg har arbejdet det meste af et år som stresscoach i Lolland Kommune via et privat firma. Og jeg har æren af at skrive tilflytterfortællinger for Guldborgsund Kommune.

Efter det første år som selvstændig her står det klart, at netværk er vejen til arbejdsopgaver på Falster og Lolland. Især når man er ny, og meget få kender ens kompetencer.

Det er lykkedes mig også at få skabt udlejning af to værelser via Airbnb.dk til gavn for turismen på Falster, hvor der ifølge VisitLolland-Falster stadig er mangel på sengepladser i højsæsonen.

Og i mit hus har jeg åbnet et lille yogacenter, som jeg har lanceret via egen Facebook-side, hjemmeside og lokale Facebookgrupper. De sidste et vigtigt omdrejningspunkt for information og tilbud i Stubbekøbing.

Jeg har også stadig arbejdsopgaver for organisationer i hovedstadsområdet og på Sjælland. Det er faktisk meget tilfredsstillende at opleve, at afstanden ikke virker skræmmende på samarbejdspartnere nord for Sydhavsøerne. For mig er transporttiden blevet til et fristed med lydbøger, podcasts, musik og egne tanker.

Socialt liv lokalt via frivillige fællesskaber

Mit personlige mål var og vil nok altid være, at jeg selvfølgelig vil fastholde mine gamle venner, men at jeg også skal have et rigt socialt liv her, hvor jeg bor. Det er i høj grad lykkedes.

Som del af bestyrelsen i Det Grønne Fællesskab – Stubbekøbing og en af tre igangsættere i Fællesskab for soloselvstændige i Nykøbing Falster og omegn er jeg blevet del af noget større, og det betyder noget. Ikke mindst i forhold til at føle tilhørsforhold, få indsigt i, hvad der rører sig, og møde nye bekendte og mulige venner.

Jeg kom ind i Det Grønne Fællesskab, fordi jeg valgte at deltage i den stiftende generalforsamling, og i Fællesskabet for soloselvstændige på opfordring fra den oprindelige igangsætter, som jeg kender fra kvindenetværket QLF, Quality Lolland-Falster. Det blev jeg del af allerede inden, jeg flyttede til Falster.

Når man bliver synlig via foreningerne og netværkene, begynder andre foreninger nemlig også rækker ud efter en.

Engagementet i de frivillige fællesskaber betyder, at jeg har lidt mere travlt, end jeg egentlig havde forestillet mig, at jeg skulle have. Det føles dog mest af alt som en gave at træde ud af Københavns anonymitet og ind i de nære lokale fællesskaber.

Gamle venner kommer stadig på besøg

Flere af mine nye venner og bekendte på Falster og Lolland spåede, at de gamle venner fra København og andre steder gradvist ville holde op med at besøge mig, når nyhedens interesse var overstået.

Det har heldigvis ikke været min oplevelse. Jeg har haft besøg af barndomsvenner, ungdomsvenner, voksenvenner og tidligere kolleger fra Jylland, Fyn, Sjælland og Sverige, og her i løbet af foråret har en veninde og tidligere kollega fra Rwanda i Østafrika endda meldt sin ankomst.

Flere venner har været her flere gange, og flere af dem tilbyder stadig at hjælpe med at få styr på min store matrikel. Det er jeg både rørt over og glad for.

På Facebook skrev jeg for nylig:

”Om få dage er det et år siden, jeg flyttede ind i lejehuset nogle skridt længere oppe ad Grønnegade.

Og nu faldt mit blik på Eva Matjekas smukke fortolkning af Kaj Munks Blå Anemone, som gode mennesker tog med til min indflytterfest.

Og til sommer skal jeg til min anden Kun For Forrykte Festival.

Og for anden gang i Stubbekøbing oplever jeg dagene blive længere, mens anemonerne blomstrer i min have.

Og hvor er jeg glad for, at jeg tog mig sammen til at rykke mig løs fra storbyzonen og smådepressionen og flytte mig til en af Danmarks dejlige kanter.

Sangen og festivalbilletten hænger på en opslagstavle fra Bangladesh, og FNs Verdensmål for en bæredygtig udvikling hænger over opslagstavlen, og kaninen Nelson kravler rundt på mig, og sådan hænger det hele så smukt sammen.

Det store i det små, og det små i det store, og nogle gange er det svært at vide, hvad der er hvad.”

Foto: Lotte Ladegaard