Gå til hovedindhold

Måned 10

Tiden i bilen og toget er blevet et frirum

04. jan. 2024

Indhold

    Af Lotte Ladegaard

    Jeg vidste det godt, da jeg valgte at bo i Stubbekøbing: At jeg ville komme til at køre rigtig mange flere kilometer, end jeg gjorde, da jeg boede i København. Offentlig transport er her faktisk en del af, inklusive busser fra Stubbekøbing, men skal man længere end til Nykøbing F eller Nørre Alslev, kræver det planlægning, skift og mere tid.

    Jeg vidste også, at næsten uanset hvilke arbejdsopgaver, jeg ville få, ville det kræve, at jeg bevæger mig rundt på øerne og i regionen. Stubbekøbing er en lille by, og her er af samme grund relativt få arbejdsmuligheder inden for mine brancher.

    Men det var jo også en lille by, jeg faldt pladask for, og jeg har intet imod at bevæge mig efter meningsfuldt arbejde og venner.

    Orange-billetter til fritid, bil til arbejde

    I mange år har jeg arbejdet internationalt og brugt døgn på at rejse mellem verdensdele. Jeg har altid tænkt rejserne som en pause fra at være social, fra e-mails, sociale medier og telefonen og som en vidunderlig mulighed for at fordybe sig i en bog, i musik eller i film.

    Den tilgang til at rejse har jeg overført til mit nye liv med mere transport i bil og med det offentlige.

    Nogle gange tager jeg toget en del af vejen, når jeg besøger venner og familie i København. Dels er det mere klimavenligt. Dels er det afslappende og afvekslende, og man slipper for at lede efter og betale for dyr parkering i København.

    Ved Vordingborg Station bare 25 minutter i bil fra Stubbekøbing kan man relativt nemt finde gratis parkering, og i toget arbejder jeg af og til, snupper en lur, kigger ud ad vinduet eller læser en bog.

    En ny bekendt fortalte mig, at der ofte er meget billige Orange-billetter, hvis man ved, hvornår man skal af sted. Jeg har betalt 34 kroner fra Vordingborg til København, og det er væsentlig billigere, end hvis man bruger rejsekortet.

    Når jeg skal være klar til at løse en arbejdsopgave på et bestemt tidspunkt, er turen næsten altid med bil, fordi jeg bliver urolig ved tanken om forsinkelser og aflysninger i den offentlige trafik, og fordi arbejdsture med offentlig transport samlet set hurtigt kan løbe op i mange ekstra timers transporttid.

    Til gengæld kan jeg som selvstændig erhvervsdrivende trække en del af udgifterne til kørsel i forbindelse med arbejdsopgaver fra i skat.

    Podcasts, lydbøger og musik

    Køreturene har udviklet sig til præcis det samme frirum, som rejserne på tværs af verden var det før. Spotify og P6 Beat har jeg brugt i mange år, men nu har jeg også fået taget hul på podcasts og lydbøger. DR Lyd har et hav af gode, gratis podcasts for enhver smag. Jeg er klar over, at mange andre kender det univers i forvejen, men for mig er det nyt. Senest er lydbøger kommet til.

    Jeg elsker at læse bøger. At forestille mig, hvordan personer og landskaber ser ud og lyder, og at mærke og dufte bogen. Derfor har jeg ikke forholdt mig til at lytte til hverken podcasts eller lydbøger, før jeg flyttede til Falster.

    Nu trækker næste afsnit af en igangværende podcast og næste kapitel i lydbogen altid, og dermed er bilturene blevet noget, jeg for alvor glæder mig til.

    Julelys i vintermørket

    Her i min første julemåned på Sydhavsøerne er jeg også begejstret over, hvor vildt folk pynter deres huse. Når man kommer kørende gennem vintermørket, ligger gårde med tage markeret af lyskæder som små eventyr derude på markerne. Hegn og hække og buske er pyntede og lyser op i mørket langs vejene.

    Det var særligt smukt, da vinterens første sne ramte landskaberne.

    Lige præcis sne er dog også den eneste udfordring, jeg har oplevet som bilist på Sydhavsøerne. I Stubbekøbing blev de fleste gader først ryddet efter et par dage. Stræderne og småvejene blev aldrig ryddet, så vidt jeg har oplevet.

    Jeg overvejer nu, om helårsdækkene alligevel skal udskiftes med vinterdæk.

    Lige nu er det dog så meget mere spændende at organisere min første nytårsaften i mit hus i Stubbekøbing. Gæsterne er nye venner fra Sydhavsøerne, og det føles både stort og lykkeligt, at det er gået så hurtigt at lære nye mennesker at kende.

    Det og de første skønne ti måneder som falstring er i høj grad værd at nytårsskåle på.

    Foto: Lotte Ladegaard

    Forrige Næste