Gå til hovedindhold

Flytteforberedelser

Et år fra tanke til flytning

08. aug. 2023

Indhold

    Af Lotte Ladegaard

    Covid ændrede mit liv. Fra dag til anden forsvandt alle de mange arbejdsopgaver, jeg normalt levede af som selvstændig konsulent i København. Jeg gik ned med stress og sortsyn og elendig økonomi i næsten to år, og så startede krigen i Ukraine og lagde et ekstra lag mismod på humøret.

    I påsken 2022 tilbød min kusine at købe mig ud af mit lille hjørne af familiesommerhuset i en plantage ved Vesterhavet, og pludselig slog det ned i mig: Tænk, hvis jeg kunne finde et sted at bo, hvor det føltes lidt som at være i sommerhus på fuld tid.

    Samme aften begyndte jeg at se på boliger online. Boliger udenfor København, og jo mere, jeg kiggede, jo mere begyndte idéerne og lysten til et andet liv at spire.

    En tidligere kollega og veninde, som har boet på Falster i mange år, tilbød at vise mig nogle af sine yndlingssteder på Falster og Lolland. Da jeg luftede mine bekymringer om, hvorvidt jeg kunne finde nære venner her, tog hun mig også med til QLF Bar.

    QLF, eller Quality Lolland-Falster, er ifølge netværkets hjemmeside ”Et borgerdrevet kvindenetværk med over 2.700 aktive kvinder, der med indre styrke og ydre stolthed tiltrækker og fastholder bosætning på Lolland-Falster.”

    Mødet med stereotyperne og fordommene

    "Findes der over 2.000 kvinder på Lolland-Falster," udbrød en københavnsk veninde, da jeg fortalte om invitationen til QLF Bar på en vingård på Fejø.

    På Facebook skrev jeg dengang: ”Jeg er sikker på, at det skulle være en sjov bemærkning, men de mange fantastiske mennesker, der har fuld gang i store og små kulturelle og økonomiske virksomheder på Sydhavsøerne, er vældig trætte af alle stereotyperne og fordommene om deres hjemegn.

    Jeg var på rundtur i går perfekt anført af en af de mange hyper aktive kvinder i netværksgruppen QLF - Quality Lolland-Falster. 

    Stubbekøbing, den skønneste natur, Gedser, Nykøbing Falster, Nysted, Bandholm og den store finale hos Fejøs seje kvindelige vinbonde på Hideaway Vingård - Hvidtfeldt&Gundersen.

    Og, ja, vinen smager fantastisk, og jeg har flasker med hjem. Men det allermest rørende var den venlighed og humor og gæstfrihed, jeg blev mødt med. Kvinder, jeg aldrig har mødt før, eller kun i arbejdssammenhæng for årtier siden, har inviteret mig til at komme på besøg i flere dage. En mente, at vi skulle starte restaurant sammen på Møn.

    Der skete så meget, at jeg helt glemte at tage fotos.”

    Sommerture og spontane samtaler

    Et par uger efter den tur lejede jeg et lille hus i Stubbekøbing nogle dage for at se, hvordan det var at være her uden at være i selskab med en lokalkendt. Efter skønne dage med mange spontane samtaler med mennesker, jeg mødte på min vej, fulgte flere sommerture til både Lolland og Falster.

    For - var det nu præcis Stubbekøbing, jeg skulle bo i? Hvor meget hus kan man få for pengene hvor? Og hvad er der at se og gøre i de forskellige områder? Hvad skal mit nye hus kunne? Kan jeg tjene penge på at købe et større hus og leje værelser ud på Airbnb og have mit eget yogacenter?

    Det blev en fantastisk sommer med masser af udforskning af mine egne drømme og en bid af Danmark, jeg kendte skammeligt lidt til, men som jeg blev mere og mere forelsket i. Ikke mindst menneskene. Jeg oplevede, at mange langt oftere end i København har øjenkontakt, udveksler smil og en snak.

    Min indgangsreplik var den sommer, at jeg overvejede at flytte til Falster eller Lolland, og straks fodrede folk mig med værdifuld information om, hvad der sker i de forskellige områder, hvem der bor hvor, og hvad der findes af arbejdsmuligheder. Jeg beså huse og besøgte Facebook-grupper, som stort set alle lokalsamfund har flere af her på øerne.

    Grupperne giver et vældig godt indblik i, hvad der sker kulturelt, på foreningsområdet, og hvad folk går op i. Alt det, man ikke nødvendigvis kan se på overfladen.

    Et gisp og utålmodig forventning

    Jeg deltog i endnu et QLF-arrangement, og jeg satte min villalejlighed i København til salg med et lille gisp. Er man en fattigrøv, der giver slip på sin relativt billige lejlighed i København, er der ingen vej tilbage, tænkte jeg. Så satte forventningens utålmodige glæde ind med fuld kraft.

    Fire måneder senere havde jeg en underskrevet købsaftale på min villalejlighed, og samtidig kom HUSET til salg i Stubbekøbing. Med fem måneders overtagelse og en del rastløshed og et hul på to måneder mellem overdragelse af min lejlighed i København og overtagelse af huset i Stubbekøbing.

    Jeg endte med at leje det lille hus, hvor jeg boede under min indledende udforskning af øerne, og det var den helt rigtige beslutning.

    I de to måneder, hvor jeg boede til leje, brugte jeg tiden på at deltage i QLF-arrangementer, QLF Filmklub, Stubbekøbings egen revy, pløje Facebook-grupper og lokalaviser igennem, at tale med folk på gaden og række ud til og mødes med mulige nye venner og ditto samarbejdspartnere.

    Ræk ud med åbenhed

    Alt er netværksbaseret her, som en ny bekendt fortalte for nylig. Som selvstændig erhvervsdrivende er jeg vant til at række ud og vide, at det værste, der kan ske, er, at folk siger nej. Det dør man ikke af.

    Lysten til at række ud med åbenhed er måske den allervigtigste personlige kompetence at have med til Falster og Lolland plus de gode mentale og praktiske forberedelser til ens nye liv.

    Foto: Lotte Ladegaard