Josephine og Mads - iværksættere med drømme

Fra travlhed til frihed og iværksætteri

Mads Damgaard er kok og forlod i 2016 Københavns hippe restaurationsliv for at drive Café Pitstop Idestrup og Idestrup Forsamlingshus på Falster.

Josephine Schymann har også været kok i København, videreuddannede sig til service- og oplevelsesøkonom, flyttede til Farum og drømte om et andet liv med mere frihed og mindre arbejde. Det fandt hun. Først på Fejø i Lolland Kommune og det seneste år i Stubbekøbing på Falster, hvor hun ejer Schymanns keramik.

Begge har i dag børn og egen virksomhed, og begge siger, at de aldrig kommer til at flytte tilbage til København.

Mød dem her i samtale om tankerne forud for flytningen til Falster, det gode liv som iværksætter og børnefamilie i Guldborgsund Kommune og de udfordringer, man også kan have som tilflytter.

Træt af høje huslejer og lange arbejdsdage

Josephine: ”Da jeg boede i Farum, arbejdede jeg hele tiden for at få råd til huslejen. Men jeg havde en idé om, at jeg skulle bo et sted, hvor der max måtte være en time til København.

Jeg drømte også om et andet liv, men jeg var lidt bange for at komme til at bo på en mark mutters alene i midten af ingenting uden nogen omkring mig. Nu har jeg jo fundet ud af, at sådan er det langt fra på landet.

Dengang fik jeg øje på Fejø i Lolland Kommune og øens fællesskab. Jeg flyttede og åbnede forhavecafé, og under corona-pandemien begyndte jeg at lave keramik.

Mine børn nåede en alder, hvor de havde behov for at kunne gå til noget og flere børn at spejle sig i. Vi havde brug for at bo et sted, hvor der både er børnehave, skole og fritidsaktiviteter og huspriser, der er til at betale. Det sted blev Stubbekøbing.”

Mads: ”Jeg er vokset op på Nørrebro, og selvom jeg arbejdede mange timer i restaurationsbranchen, var der aldrig overskud, efter huslejen var betalt. Min daværende kæreste og jeg boede til leje sammen med et andet par i nybyggeri, som jeg hadede.

Jeg er kommet på Falster siden barndommen, særligt til højtider og ferier, fordi min farfar og farmor boede i Idestrup, indtil de døde. Da mit parforhold gik i stykker, fik en anden tilflytter fra Christianshavn, Carina Woollhead, mig på sporet af muligheden for at åbne Pitstop. Carina var nabo til mine bedsteforældre, da jeg var barn. Idestrup & Omegns LokalRåd inviterede mig personligt til at åbne Pitstoppet, og jeg slog til.  

Jeg har rejst meget og arbejdet i blandt andet USA og Australien, og København var ikke så spændende, som det plejede at være. Jeg trivedes ikke rigtigt, men kokkelivet var det, jeg kunne, og der var fuld gang i restaurationslivet på Papirøen, hvor jeg arbejdede.”

Det tager tid at blive accepteret

Mads: ”Da jeg flyttede til Idestrup, var jeg 24 år og single – jeg dur ikke til at være single – og det var ikke specielt nemt at møde andre som mig i Idestrup. Men jeg mødte min nuværende hustru til Vordingborg Festuge i 2018. Hun er oprindeligt fra Nakskov.

Jeg knoklede i caféen, og folk kunne godt lide vores service og det, vi lavede, og det var godt at være to om det. Men det tog lang tid, før vi kunne leve af det.

Vi har fået sindssygt gode brugeranmeldelser. Pitstop er mit eget, så selvom jeg arbejder meget, er glæden ved, at ting lykkes, en belønning. Man er ikke dømt til at være fattig på Falster.”

Josephine: ”Det kommer også an på, hvad man lægger i at være fattig.”

Mads: ”Ja. Det betyder noget, at folk værdsætter det, man laver. På Nørrebro var jeg anonym. Her på Falster er det en styrke at være speciel, selvom det tog lang tid for folk at acceptere mig. Jeg havde langt hår i starten, og nogle kunne ikke snuppe mig. I starten var det mest tilflytterne, der var vilde med mig.

Jeg er stadig forankret i København, hvor jeg har familie og venner. Jeg oplever, at man er to personer, når man flytter. Men jeg har et godt liv og er glad.”

Josephine: ”Jeg kan genkende rigtig meget. Jeg føler det dog ikke så stærkt i Stubbekøbing, som jeg gjorde på Fejø i starten. Da jeg åbnede caféen på Fejø, klunsede jeg havemøblerne, satte et hjemmelavet hegn op og havde en orange foodtruck. Derfor blev jeg nok betragtet lidt som en tosset københavnersnude.

Der gik et par år, før jeg følte mig helt accepteret og blev rigtig glad for at være der. Det samme har jeg en stærk tro på kommer til at ske her.

I min nuværende keramikbutik i Stubbekøbing er mange ved at falde bagover, når de ser hvad tingene koster. Nogle synes også, at mine ting er mærkelige. Min primære målgruppe er derfor mest sommerhusejere, unge og tilflyttere, men jeg håber, at der kommer flere lokale til igennem årene. Når jeg udstiller i København, synes folk, at det er billigt, så der er en lidt anden tilgang til den slags.”

Et godt sted at være barn

Josephine: ”Jeg var aldrig flyttet til Stubbekøbing, hvis det ikke havde været skole, bibliotek, fodboldklub, hal og busser. Børnene har det rigtig godt her. To af dem går i børnehave, en går i skole.”

Mads: ”Vores barn er født på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. Det var en god oplevelse, selvom sygehuset er spartansk i forhold til københavnske sygehuse. I dag går vores barn i privat institution, og når han er skoleklar, kommer han på Møllebakkeskolen i Horreby.

Der er godt nok en privatskole i Idestrup, men her kender alle mig. Min søn skal have lov at være sig selv og ikke bare ’Mads’ dreng.’”

Josephine: ”Det tog mig mange år at tage beslutningen om at flytte væk fra hovedstadsområdet. Jeg har fået et bedre liv. Jeg er gladere og bruger mit liv på bedre ting nu. Der er en enorm tryghed i at bo i en lille by, hvor alle kender alle. Jeg tør for eksempel at sende min søn rundt alene til skole, venner, aktiviteter og indkøb, og jeg stoler på, at han bliver passet på.”

Man skal bidrage til lokalsamfundet

Josephine: ”Til gengæld tager det tid at få venner. Jeg har boet i Stubbekøbing et år nu, og jeg har endnu kun overfladiske bekendtskaber, men det skal nok komme med tiden.”

Mads: ”Jeg endte med at starte sit eget morgenboksehold. Det er der vokset venskaber ud af.

Du skal give dig tid til at lande, og du skal deltage i lokalsamfundet. Jeg er blevet spurgt, om jeg vil i bestyrelsen i varmeværket, og ja, det vil jeg da gerne. Man skal deltage i sport, politik, skolebestyrelse. Man er nødt til at bidrage med noget, som folk kan bruge. ”

Josephine: ”Ja, og bruge lokalsamfundet. Handle lokalt.

Selvfølgelig er der udfordringer, men det er der alle steder. Jeg ved, at jeg aldrig skal tilbage til København. Jeg savner det overhovedet ikke.”

Af Lotte Ladegaard