Børnene
Det gode børneliv

Når børn og unge taler om "det gode liv", så tænker de ofte samlet på både familien, vennerne, skolen og uddannelsen, fritidsinteresserne, sund mad, motion og alt andet, der omgiver dem.
Her i Guldborgsund ved vi godt, at det hele hænger sammen, ganske som børn og unge tænker livet. Derfor arbejder vi for, at skabe gode og trygge rammer for børn og unges liv i et større og sammenhængende perspektiv:
- Vi tilbyder gode pasningsmuligheder og en folkeskole med fokus på dannelse.
- Vi har et stærkt foreningsliv, hvor man kan nyde fællesskaberne med både venner, bekendte, familie og engagerede voksne omkring sig.
- Vi sørger for, at der er inspirerende steder at være kreative sammen i fritiden.
- Vi har mere end 30 forskellige videregående uddannelser i uddannelsesbyen Nykøbing F. Uddannelserne fordeler sig bredt inden for blandt andet design, markedsføring, pleje og omsorg samt pædagogik. Dertil kommer en række erhvervsrettede uddannelser inden for eksempelvis håndværk.
Vi er gode til at passe på hinanden og hjælpe hinanden. Det vil du opleve meget hurtigt.
Vidste du at...
Hvert skoleår kan børn og unge med bopæl i Guldborgsund Kommune deltage i gratis kulturoplevelser på 4 udvalgte kulturinstitutioner.
Der er desuden gratis adgang til 1-2 voksne pr. barn/søskendeflok, så hele familien kan være sammen om de gode oplevelser hos kulturaktørerne. Det er også muligt for forældre med bopæl i kommunen at benytte sig af Kulturpastilbuddet, selvom barnet/børnene ikke har bopæl i kommunen. Her vil den voksnes sygesikringsbevis være adgangsgivende.
Vidste du også at...
Danmarks første permanente, svanemærkede folkeskole er under opførelse i Guldborgsund Kommune?
Skolen ligger i Sundby tæt på Nykøbing F. og får plads til 580 elever med to klasser per klassetrin (0. - 9. klasse).